ANBEFALING 3 · CO₂-reduktion

Regelforenkling med fokus på bæredygtighed

FREMDRIFT Retning sat
35%

Forenklingsarbejdet er i proces, men uden bred, mærkbar implementering.

BAGGRUND OG VURDERING

Regelforenkling behandles nu i et helhedsorienteret bygningsreglementsarbejde, men de centrale forenklinger er endnu ikke udmøntet i nye, samlede regler, og EU-implementering kan øge kompleksiteten på kort sigt.

NÆSTE SKRIDT

Prioritér konkrete forenklingsforslag, der reducerer byrder uden at svække klimakrav og datakvalitet.

HELE ANBEFALINGEN

Opførelse og drift af bygninger er omfattet af en omfattende regulering. Reglerne er komplekse og spredt over flere myndighedsområder, hvilket gør det svært for aktørerne at navigere i reglerne. I nogle tilfælde modarbejder reglerne bæredygtige initiativer frem for at fremme bæredygtigt byggeri.

For at adressere disse problematikker, anbefaler Handletanken en omfattende revision af bygningers regulering med fokus på at simplificere og modernisere reglerne for at fremme bæredygtighed på lige fod med f.eks. hensynet til beboerne eller brugerens sundhed og sikkerhed. Dette skal gøres gennem en tværministeriel taskforce bestående af embedsmænd, sektorrepræsentanter og eksperter tilknyttet et centraliseret ministerium.

Taskforce for regelforenkling

Taskforcens kortfristede mål vil være at identificere og forenkle regler for at støtte bæredygtige tiltag, mens langsigtede mål inkluderer udvikling af nye reguleringsmodeller. Dette vil kræve afbalancering af forskellige interesser og en dybdegående faglig vurdering, særligt i forhold til materialeforbrug og sikkerhed.

Revision af reguleringen

Et af projekterne under program for regelforenkling skal særligt fokusere på at revidere Bygningsreglementet (BR18), standarder, planloven, skattelovgivningen, og implementering af EU-direktiver. Sektoren vil kickstarte denne proces i 2024 med et katalog over de største reguleringsmæssige udfordringer og foreslåede løsninger. Regeringen skal forpligte relevante ressortområder til at samarbejde og bidrage økonomisk til taskforcens virke, som skal strække sig over 2024-2025.

Gevinster ved regelforenkling

Forenklingen vil være særligt gavnlig for mindre virksomheder og er forventet at bringe øget administrativ effektivitet, byggeeffektivitet og generelle samfundsmæssige fordele. Inspiration kan hentes fra tidligere arbejde med regelforenklinger såsom ’Lovkompasset’.

Se alle 33 anbefalinger