Nationalt laboratorium for biodiversitet
Fortsat idéstadie uden formel national forankring.
Behovet for national metode- og testkapacitet er blevet stærkere, men der mangler fortsat mandat, finansiering og tydelig forankring. Anbefalingen bør sammentænkes med udrulning af on-site og off-site metoder og dataforankring i Miljøportalen og NRL-implementeringen.
Omformulér til et nationalt metode- og testforum koblet til anbefaling 31 og 32 og NRL-genopretningsplanens data- og byspor.
Gennem udvikling og brug af værktøjer indenfor kortlægning af biodiversitet, vokser bygge- og anlægssektorens kollektive erfaringer med inddragelse af biodiversitet fra planlægning til drift. For at samle disse erfaringer anbefaler Handletanken et nationalt laboratorium for biodiversitet, såkaldt ’Biodiversity Lab’, til at understøtte vidensdeling, videreudvikling og praktisk understøttelse af handlingsplanen for biodiversitet.
Laboratoriet skal fungere som en platform og inkludere alle aktører i det byggede miljøs værdikæde, med inddragelse af den offentlige sektor som central partner. Målet med ’Biodiversity Lab’ er at engagere mindst 100 virksomheder med fokus på tre typer aktiviteter:
Lab-dage
Formålet er at integrere udviklingsspor på tværs af temaer og finde løsninger på identificerede udfordringer herunder teknologiske aspekter. Datakilder inkluderer input fra deltagerne, barrierer, best practices og analyser.
Green Papers
Formidler centrale problemstillinger og løsninger, der er drøftet og afprøvet på lab-dagene. Hvert Green Paper distribueres bredt til virksomheder, forskere og studerende gennem brancheforeninger, medier og uddannelsesinstitutioner for at sprede viden om biodiversitet til hele sektoren.
Topmøder
Årlige topmøder, der samler virksomheder, videninstitutioner, studerende og medier for at præsentere hovedresultaterne fra lab-dagene. Hvert topmøde indeholder keynotes fra nationale, europæiske og globale frontløbere på biodiversitet samt opdateringer om de nyeste metoder og cases.
Formål
’Biodiversity Lab’ skal skabe fælles retning for bygge- og anlægssektoren og være med til at påvirke globale standarder for biodiversitetsfremmende praksis i byggeriet. Arbejdet vil bygge videre på eksisterende indsatser fra samarbejdet mellem Rådet for Bæredygtigt Byggeri, DI Byggeri, SLA, BLOXHUB og ConTech Lab – en del af Molio.