Bæredygtighed skal fylde mere i offentlige indkøb
Værktøjer findes, men praksis er endnu ikke konsekvent på tværs.
Der findes nu både strategi og implementeringsramme for godt og grønt indkøb i staten, men anvendelsen er fortsat ujævn på tværs af det offentlige indkøbsmarked særligt ift. målbare klima- og datakrav og kontraktopfølgning i bygge/anlæg.
Skub på fælles minimumskrav om CO₂, data og opfølgning i udbud og rammeaftaler for bygge/anlæg.
Det offentlige er bygherre på en stor andel af det samlede byggeri og anlæg i Danmark. Men på trods af gode ambitioner fylder bæredygtighed i dag ikke nok i de valgte løsninger. Der er ikke råderum til, at projekter forventeligt vil tage længere tid og blive dyrere grundet krav til bæredygtighed.
Handletanken anbefaler, at bæredygtighed bliver en afgørende faktor i vurderingen af tilbud. Ved at bæredygtighed bliver mere centralt, vil efterspørgslen på bæredygtige løsninger øges og give både store og små virksomheder incitament til at investere i bæredygtighed.
Fem konkrete parametre er:
LCA
Nye bygninger skal allerede nu leve op til grænser for CO₂ pr m2 pr år. Derfor skal det offentlige gå foran og som minimum leve op til lavemissionsklassen. Dette er et mindstekrav, men kan også anvendes som et konkurrenceparameter. Erfaringer fra bygningsområdet viser, at det er effektivt og også skal bruges i anlægsprojekter jf. anbefaling 2.
Emissionsfrie byggepladser
Anbefaling 1 omhandler inklusion af byggepladsen i LCA-beregningerne. Offentlige bygherrer bør allerede nu inkludere krav om dette i udbud. Ligeledes på anlægsprojekter, bør det offentlige indarbejde krav i udbud, der kan fremme udviklingen af de fossilfri byggepladser.
Cirkulær økonomi
Offentlige projekter skal være med til at drive udviklingen mod en cirkulær økonomi med større fokus på genbrug, genanvendelse og minimering af affald både i eksisterende og nye bygninger og anlæg. Derfor skal det offentlige som bygherrer inkludere cirkulære praksisser og mål fra EU-taksonomien i udbud.
Biodiversitet
Udvikling af værktøj til måling af biodiversitet er i gang, og det offentlige skal gå foran ved at indsamle erfaringer og tage værktøjerne i brug. Herefter kan erfaringerne bruges til at sætte meningsfulde krav til forbedring af biodiversitet på projekter.
Totaløkonomi og levetidsomkostninger
Totaløkonomi og levetidsomkostninger er kendte metodikker, der udregner den samlede økonomiske belastning af bygge- og anlægsprojekter inkl. drift, vedligeholdelse mm. Gennem krav til udregning af dette, kan det offentlige fremme langtidsholdbare løsninger.
Anvendelse i offentlige udbud
Parametrene anbefales at indgå i alle offentlige udbud enten som skærpede minimumskrav eller konkurrenceparametre. Parametrene vil gøre det lettere at evaluere og sammenligne tilbud fra forskellige leverandører, og sikrer gennemsigtighed og objektivitet i vurderingsprocessen.