Elektriske arbejdsmaskiner er dyrere at købe end dieselmaskiner. Men er de også dyrere at eje? To entreprenørvirksomheder peger på, at regnestykket rækker langt ud over maskinen selv. Byggeriets Handletank for Bæredygtighed har lanceret en ny beregner, der gør det lettere at sætte tal på totaløkonomien.

Billede: Marck Hviid Borning fra Scheller, Hougaard & Petersen A/S fortalte om omstillingen til eldrevne maskiner til et arrangement hos Renteq Automotive, som Handletanken var medarrangør af.
Kan det betale sig at elektrificere maskinflåden?
Hvis man kun ser på indkøbsprisen, får man ikke hele regnestykket. Når man ser på de samlede omkostninger gennem maskinens levetid, ser billedet anderledes ud.
Hos anlægsentreprenøren Scheller, Hougaard & Petersen A/S (SHP) har erfaringen været, at værdien rækker længere end maskinen alene.
Hvornår kan el betale sig?
SHP stillede sig det afgørende spørgsmål i slutningen af 2021: Skal bæredygtighed være noget, vi tvinges til – eller noget, vi selv sætter retningen for?
Virksomheden valgte det sidste. I 2022 overgik hele flåden til HVO-biodiesel. Samme år kom de to første emissionsfrie maskiner: minilæssere i 4- og 5-tonsklassen. De kører stadig.
Siden fulgte en 10-tons Hyundai gravemaskine, to Pitbull minilæssere – og nu en 15-tons Volvo hjulgravemaskine, der er ved at blive ombygget til eldrift hos Renteq Automotive. Dieselmotoren er taget ud og stillet på en palle, mens batterimodulerne er klar til at blive monteret.
Effekterne er mærkbare på tre fronter
Hos SHP er effekterne ved at omstille til eldrevne maskiner mærkbare på tre fronter.
- Driften: Bekymringerne om driftssikkerhed har ikke holdt stik. Alt hvad SHP har købt, kører stadig.
- Samarbejdet: Det er blevet nemmere at åbne døre — hos kommuner, forsyningsselskaber og nye samarbejdspartnere.
- Rekrutteringen: Yngre medarbejdere og lærlinge søger mod virksomheden, og gennemsnitsalderen på ansøgere er faldet.
Det krævede arbejde at vende kulturen på pladserne. Men da maskinerne kom i drift, ændrede det sig.
“Vi har maskinførere, der lægger deres navn på en seddel og beder om at få den næste eldrevne maskine,” siger Marck Hviid Borning, direktør for bæredygtighed og marked hos SHP. “Det er faktisk lidt af det, vi er nødt til at styre, for vi kan ikke give den til dem alle sammen.”
Udfordringerne er til at løse
Udfordringerne er ikke forsvundet, understreger han – adgang til strøm på pladsen er stadig en reel logistisk opgave, og de store maskiner kom senere på markedet, end SHP havde håbet. Men udfordringerne er til at løse.
Marck Hviid Borning er samtidig tydelig på, at regnestykket i omstillingen ikke må læses for snævert. Han mener, at omstillingen skal vurderes på den samlede værdi for virksomheden – og er samtidig overbevist om, at elektriske arbejdsmaskiner også bliver en økonomisk bæredygtig løsning.
“Det er ikke den isolerede økonomi på maskinen alene, man skal kigge på. Man skal kigge på totaløkonomi i at kaste sig ind i det her,” siger han.
Video: Marck Hviid Borning, direktør for bæredygtighed og marked hos Scheller, Hougaard og Petersen A/S, forklarer om omstillingen til eldrevne maskiner.
Partnerskab med delt risiko
Forsyningsselskabet Novafos og Entreprenørfirmaet Nordkysten A/S har valgt en anden vej. De indgik i 2024 en fireårig partnerskabsaftale med mulighed for forlængelse – og med et krav om, at alt udstyr på pladsen skal være emissionsfrit efter det første år.
Gevinsterne er tydelige: Støjen er reduceret markant, partikeludledningen er væk, og medarbejderne udsættes for færre vibrationer. Også naboerne bemærker forskellen. De kan ofte ikke høre, at der arbejdes – og når de opdager, at maskinerne er emissionsfrie, “bliver de faktisk rigtig tit virkelig glade,” som bæredygtighedschef Kamilla Mercedes Kuld fra Nordkysten formulerede det ved arrangementet.
Hun ser også et økonomisk perspektiv i omstillingen:
“Vi er med på, at det her i første omgang vil være en omkostning,” siger Kamilla Mercedes Kuld. “Den regner vi med at hente ind over årene.”
Video: Kamilla Mercedes Kuld, bæredygtighedschef hos Entreprenørvirksomheden Nordkysten A/S, forklarer om omstillingen til eldrevne maskiner.
Sæt tal på totaløkonomien
Handletankens seneste CO₂-analyse viser, at arbejdsmaskiner kommer til at udgøre en stadig større del af sektorens klimaaftryk. Det sker i takt med, at andre udledningskilder reduceres. Samtidig er arbejdsmaskiner en af de udledningskilder, som bygherrer og entreprenører selv kan påvirke direkte.
En elmaskine koster typisk mere at købe. Til gengæld er driftsomkostningerne ofte lavere. Derfor er det den samlede økonomi over maskinens levetid, der er afgørende.
Handletankens nye og gratis beregner samler hele regnestykket ét sted – energi, service, ladeudstyr og restværdi – og gør det lettere at vurdere, hvornår el kan betale sig.
“Når elmaskiner kan konkurrere med diesel på drift, økonomi og risiko, er grøn omstilling ikke kun godt for klimaet – det er også sund forretning,” siger Christian Jentzsch, programleder i Byggeriets Handletank for Bæredygtighed.
Værktøj
Prøv TCO-beregneren
Bliv klogere på, hvornår elmaskiner kan betale sig.