Mordet på murstenen: Hvorfor er genbrug stadig undtagelsen i byggeriet?

Paul Sauer Carlsen · 17. juni 2026

Huset på ByggePladsen var fyldt, da vi på Folkemødet torsdag den 11. juni satte gang i efterforskningen af Mordet på Murstenen. Alle var enige om målet: Genbrug og cirkularitet skal ind i byggeriets kerneforretning. Men hvorfor er det stadig undtagelsen frem for reglen?

Billede: Panelet bestod af Tonny Thierry Andersen, koncerndirektør i Nykredit A/S, Katja Viltoft, partner og kreativ direktør i JJW Arkitekter, Thomas Holluf Nielsen, adm. direktør i Domea.dk og Søren Tscherning, adm. direktør i Tscherning A/S.

---

Scenen er genkendelig for alle, der arbejder med byggeri.

En bygning skal rives ned. Murstenene kunne renses og bruges igen. Men det skal gå stærkt og koste mindst muligt. Så de bliver knust til vejfyld.

I den opdigtede Møllebyen Kommune endte 220.000 brugbare mursten på den måde, selvom de kunne være blevet genbrugt i et nyt byggeri. Det ville have sparet 139 ton CO₂ og kun gjort det nye projekt 2 procent dyrere.

Hvem eller hvad spænder egentlig ben for genbrug i byggeriet?

Mistænkt nr. 1: Udbuddet

Søren Tscherning, adm. direktør i nedrivningsvirksomheden Tscherning A/S, lagde ud med den enkle forklaring: De fleste udbud drejer sig om to parametre – pris og tid.

“Og så er der ikke tid til at tage ting ud til genbrug,” sagde Søren Tscherning.

En gravemaskine river hurtigt og billigt ned. Skal materialerne bruges igen, kræver det mere tid og flere hænder. Dermed bliver projektet både dyrere og langsommere. Er der ikke gjort plads til det fra starten, falder den cirkulære løsning hurtigt væk.

Men problemet stikker dybere end udbuddene. Søren Tscherning pegede på en juridisk logik, der modarbejder sund fornuft. Materialer, der har holdt et hus oppe i 50 år, mister deres status på papiret, så snart de bliver taget ned.

“Vi har en tryllestav i nedrivningsbranchen: lige så snart vi piller noget ned, kan det på papiret ikke holde noget. Men selvfølgelig kan det holde noget. Og så er det vanvittigt, at vi klipper stålbjælker i stykker og sejler dem til Tyrkiet — og så får vi nøjagtig den samme bjælke tilbage. Det er fuldkommen spild af ressourcer. Og det eneste bjælken mangler, er et stykke papir.”

Mistænkt nr. 2: Regnskabet

Katja Viltoft, kreativ direktør og partner i JJW Arkitekter, pegede på et paradoks: Genbrugsmaterialer tæller med nul i CO₂-regnskabet. Alligevel bliver de ofte valgt fra, fordi økonomien fortsat vejer tungere, når projekterne skal realiseres.

“Hvis de to bare vejede det samme, var det logisk, hvad der ville vinde,” sagde Katja Viltoft.

Men det er ikke kutyme endnu. For at dét sker, kræver det, at bygherren er villig til at lade klimaregnestykket tælle på linje med det økonomiske. Og det skal begynde langt tidligere end selve udbuddet:

“Det er vigtigt, at genbrugsmaterialer er på banen helt fra starten — fra allerførste skitse, fra allerførste budget. Når først en politiker har hørt et tal, glemmer de det aldrig,” sagde Katja Viltoft, som derfor anbefalede at afsætte penge helt fra begyndelsen til at tage materialer ud og gøre dem klar til genbrug.

Ellers bliver det svært at ændre kurs senere, mener hun.

Mistænkt nr. 3: Ansvaret

Hvem hæfter, hvis et genbrugsmateriale svigter om fem eller ti år?

Thomas Holluf Nielsen, adm. direktør i Domea.dk, ville ikke udpege én skyldig. Han møder dagligt kunder, der gerne vil genbrug og cirkularitet, men også kunder, der ikke ved, at de overhovedet bør efterspørge det.

“Nogle gange ved kunder ikke, at de skal efterspørge noget andet. Så der bliver vi som rådgivere nødt til at være proaktive og tage et medansvar for at oplyse dem om, at der faktisk er et alternativ,” sagde Thomas Holluf Nielsen.

Men udfordringen handler ikke kun om viden og efterspørgsel, mener han. Ansvaret er spredt ud over hele værdikæden – i et system, der stadig i høj grad er indrettet til en lineær økonomi.

“Vi har en lovgivning, en regulering og nogle finansieringsmodeller, som slet ikke er skrevet til den tidsalder, vi diskuterer nu,” sagde Thomas Holluf Nielsen.

Mistænkt nr. 4: Finansieringen

For banker og realkreditinstitutter handler det grundlæggende om sikkerhed. Et 30-årigt lån kræver, at man kan dokumentere, at materialerne holder lige så længe.

Tonny Thierry Andersen, koncerndirektør i Nykredit, understregede, at bankerne er afhængige af de regler og den dokumentation, der omgiver dem.

“Vi er blot aftagere af den regulering, der er fra tilsynet, som siger, at ejendommen kan være det her værd, den skal kunne holde i så og så mange år – og vi skal være sikre på, at de materialer, der bliver brugt, kan holde hele vejen, når vi giver 30-årige lån.”

Er dokumentationen på plads, ser han finansieringen som en del af løsningen. Nykredit giver allerede bedre vilkår til byggerier med stærke bæredygtighedsprofiler og ønsker at understøtte dem, der arbejder med cirkulære løsninger.

I sidste ende handler det om incitamenter, understregede Tonny Thierry Andersen. Hvis det er billigst at købe nyt og mest besværligt at genbruge, vil de fleste vælge nyt. Derfor skal det cirkulære valg være det attraktive valg.

Dommen: Systemet gjorde det

Da publikum til sidst skulle placere ansvaret og hæve stemmekortene, blev stemmerne spredt mellem alle fire mistænkte.

Og netop det var pointen.

“Selvfølgelig er det rigtige svar systemet,” fastslog Nynne Bjerre Christensen.

Men hvordan undgår vi så, at den næste Møllebyen Kommune-sag opstår?

Billede: Der var gang i stemmekortene, da dommen skulle afsiges til Folkemødet på Bornholm.

Opskriften findes allerede

Thomas Holluf Nielsen pegede på, at opskriften allerede findes.

På få år er CO₂ gået fra at være et nicheemne til at være en integreret del af den måde, branchen planlægger, bygger og måler på. Det har ført til, at CO₂-udledningerne i bygge- og anlægssektoren er reduceret markant.

“De erfaringer og instrumenter, vi har brugt til at rykke på CO₂, skal vi kopiere over på genbrug og cirkularitet,” sagde Thomas Holluf Nielsen.

Det handler om fælles målemetoder. Fælles sprog. Regulering. Incitamenter.

“Så er jeg overbevist om, at vi om ti år, når vi har den samme debat, også har rykket der,” sagde han.

Genbrug må ikke tale sig selv ned

For Katja Viltoft starter næste skridt med regulering og incitamenter. Men det stopper ikke der. Branchen har også brug for mere viden om eksisterende materialer. Mere mod til at bruge dem på nye måder. Og en holdningsændring i resten af samfundet.

“Der er rigtig mange, der synes, at nyt er fedt og genbrug er noget gammelt lort. Og der har vi et ansvar for at påvirke og fortælle en anden historie,” sagde hun.

Tonny Thierry Andersen pegede på, at omstillingen ikke kun handler om klima, men også om ressourcer. Hvis samfundet mener, at cirkularitet er vigtigt nok, skal det også kunne mærkes i de økonomiske rammer.

“Hvis man synes, at ressourcemangel og cirkularitet er vigtigt nok – og det bør man – så er man nødt til at tænke incitamentstrukturen ind. Ellers kommer det ikke til at ske af sig selv.”

Søren Tscherning efterlyste samtidig mere konsekvente krav. I hans optik burde man ikke kunne rive en bygning ned, før man har dokumenteret, hvordan en del af materialerne skal bruges igen i et nyt byggeri.

Skal være en del af kerneforretningen

Én pointe gik igen på tværs af hele debatten: Genbrug må ikke være et særprojekt.

“Det her må ikke blive et ‘nu skal vi være hellige’-projekt,” sagde Thomas Holluf Nielsen.

Hvis cirkularitet skal slå igennem, skal det kunne betale sig. Det skal ind i den almindelige forretning og være en naturlig del af den måde, byggeriet fungerer på.

Det er præcis det, Handletanken arbejder på — at gøre det cirkulære valg til det oplagte valg, ikke undtagelsen. Følg vores arbejde med cirkulær økonomi her på siden.

Se de fire paneldeltagere fortælle om, hvad der skal til, i videoen herunder.